Vi elsker fællessang

Halvøen synger har holdt sin anden fællessangsaften, og det var heldigt at Den Gamle Brugs havde udvidet Vinduet, for der kom godt 70 sangglade halvøboere. Vi sang denne gang forårssange fra alle landsdele og tider spændende fra Johan Skjoldborg til Anne Linnet. Arne Jeppesen og Anders Dybdal snakkede og spillede os igennem et varieret repertoire, og Anders gav desuden et par finurlige viser alene. Der var en rigtig god og hyggelig stemning – og der blev sunget til.

Den lille arrangementsgruppe holdt efterfølgende opsamlingsmøde, og vi har allerede de næste arrangementer i kalenderen. Indtil videre holder vi os til danske årstidssange:

Torsdag 19. september: Sensommersange

Torsdag den 21. november: Julesange

Der foruden bliver der et ”Halvøen synger-indslag” på Blue Bridge. Det er Søren og Helene Ernst, som står for det. Også julemarkedet får et fællessangsindslag med Anders og Arne enten lørdag eller søndag.

Halvøen synger som overskrift kunne bruges i mange andre sammenhænge, så hvis du/I har lyst til at stå for et fællessangsarrangement er arbejdsgruppen parat til at bakke op og stå bi med alt det praktiske: finde sange og trykke sanghæfter, lave aftaler, pynte op mm.  Disse praktiske grise er Stine Drue, Jette Hvidtfelt og undertegnede, så kontakt en af os, hvis du/I har en idé.  Her er et par alternative ideer:

Danmarkssange på Skamlingsbanken, Sømandssange med harmonika akkompagnement, Irske eller skotske folkesange, Kim Larsen sange, Beatlessange, Arbejdersange, Country og Western, Sange om havet ved Løverodde, Osv. Osv.                                                                                                                             

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *