Kategoriarkiv: Arrangementer

Sankthansbål aflyst

Desværre må vi aflyse sankthansbålet i år. Beboerforeningen har ikke lov til – selv med en udvidelse af forsamlingsforbuddet til 50 personer – at lave et arrangement, hvor vi forventer 200 deltagere.

I må alle sammen lave jeres egne små sankthansbål og hygge jer med familie, naboer og venner i mindre grupper. Vi ønsker en god sommer i Danmark.

Kære børnefamilier: Kom og vær med til at så en blomstereng

Det ville være rigtig dejligt, hvis børn og deres forældre ville hjælpe os med at tilså et stykke af engen med blomster. Vi har indkøbt og indsamlet frø til projektet, men I må også rigtig gerne selv medbringe frø. Vi forestiller os hen på sommeren et blomstrende hav, som vil kunne tiltrække bier og andre insekter, og som bliver vores alle-sammens ejendom – og som alle derfor må plukke af. Måske en lidt for optimistisk forestilling, men vi vil i hvert fald gerne forsøge.

Det er en vigtig sag at pleje og forkæle vores bier og insekter, som desværre er på tilbagegang. Vi synes også der en god pædagogisk tanke i at lade børnene hjælpe med arbejdet og dermed give dem lyst til at følge frøenes udvikling i løbet af sommeren. Desuden kan det blive en hyggelig formiddag. ( Se annonce andetsteds i avisen)

Bålgrill

Vi har af Landsbyforum fået forærende en grill til vores bålplads. Den skal vi have monteret og også meget gerne indviet, så vi håber på at kunne servere pølser med tilbehør op ad formiddagen.

Det er lørdag den 11. maj kl. 9 ved FUGL

PS: Hvis vejrguderne tillader det, laver vi sankthansarrangement på engen søndag den 23. juni.

Vi elsker fællessang

Halvøen synger har holdt sin anden fællessangsaften, og det var heldigt at Den Gamle Brugs havde udvidet Vinduet, for der kom godt 70 sangglade halvøboere. Vi sang denne gang forårssange fra alle landsdele og tider spændende fra Johan Skjoldborg til Anne Linnet. Arne Jeppesen og Anders Dybdal snakkede og spillede os igennem et varieret repertoire, og Anders gav desuden et par finurlige viser alene. Der var en rigtig god og hyggelig stemning – og der blev sunget til.

Den lille arrangementsgruppe holdt efterfølgende opsamlingsmøde, og vi har allerede de næste arrangementer i kalenderen. Indtil videre holder vi os til danske årstidssange:

Torsdag 19. september: Sensommersange

Torsdag den 21. november: Julesange

Der foruden bliver der et ”Halvøen synger-indslag” på Blue Bridge. Det er Søren og Helene Ernst, som står for det. Også julemarkedet får et fællessangsindslag med Anders og Arne enten lørdag eller søndag.

Halvøen synger som overskrift kunne bruges i mange andre sammenhænge, så hvis du/I har lyst til at stå for et fællessangsarrangement er arbejdsgruppen parat til at bakke op og stå bi med alt det praktiske: finde sange og trykke sanghæfter, lave aftaler, pynte op mm.  Disse praktiske grise er Stine Drue, Jette Hvidtfelt og undertegnede, så kontakt en af os, hvis du/I har en idé.  Her er et par alternative ideer:

Danmarkssange på Skamlingsbanken, Sømandssange med harmonika akkompagnement, Irske eller skotske folkesange, Kim Larsen sange, Beatlessange, Arbejdersange, Country og Western, Sange om havet ved Løverodde, Osv. Osv.                                                                                                                             

Landsbypuljen 2019

Landsbypuljen 2019,

De rare penge skal snart uddeles til de tyve landsbyer i kommunen. Der er indsendt ansøgninger for 3,5 mil. Kr., men der er kun 2 mil. at dele ud af, så desværre kan ikke alt bevilges. Men sådan plejer det selvfølgelig også at være. Landsbyerne incl. forsamlingshusene har mange ønsker, men der jo for lidt penge til at imødekomme alle planerne.

Kommende datoer

Vi har arbejdsdag i æbleplantagen lørdag den 23/2 kl. 9-12. Kom og få lidt frisk luft inden Vinterjazz. Alle er velkomne, medbring gerne redskaber i form af ørnenæb, sav, trillebør mm.

Beboerforeningen har generalforsamling mandag den 18/3 kl. 19.30. Det er i hallens mødelokale – bagerste dør mellem hallen og skolen. Vi mangler ikke bestyrelsesmedlemmer, derimod mangler vi et par suppleanter, men du kan også trygt møde op uden at ville modtage valg.

Husk også ”Halvøen synger” i næste måned. Det er torsdag den 28/3. Såvel ”Halvøen synger” i efteråret som ”Giro 413” i januar beviser til fulde, at halvøen rummer en stor skare af glade sangfugle. Vi håber I møder talstærkt op igen i Den Gamle Brugs.

Sammen med spejderne arrangerer vi en affaldsdag torsdag den 4/4 kl. 18 – 20. Det er de mindste spejderes mødedag, så der er brug for nogle arbejdsivrige voksne til at følges med børnene. Den aften erstatter Naturfredningsforeningens affaldsdag, som er søndag den 31/3.

Stor succes med fællessang i Vinduet

Alle pladser var optaget og der blev båret en del stole ind. Vi var omkring 55 mennesker i hyggelige Vinduet. – Og der blev i den grad sunget med.

Aftenens værter Arne Jeppesen og Anders Dybdal havde sammensat et program af efterårssange før pausen og af mere blandet indhold efter pausen. Der var både nye og gamle sange, kendte såvel som nogle vi først skulle lære, men det var en rigtig god blanding. Der var også en ”gæstesolist” Ida, som til daglig synger i DR’s pigekor.

Stemningen var meget positiv for at lave flere lignende sangaftner, så vi har bestemt, at der bliver en aften med forårssange 28. marts. Glæder mig allerede.

Lisbet Friche

PS: Husk også giro 413 med Helene Ernst 15. januar i Vinduet. Så kan du få lov at synge med igen.