JATAK til lejeboliger men ……

I sidste avis kunne vi læse om Birch Ejendommes planer i en artikel, som næsten havde karakter af et salgsprospekt. Det indeholdt en beskrivelse af projektet, samt den lange liste af hvordan Birch Ejendomme med det ville kunne bidrage til en god udvikling på Stenderup Halvøen.

Det er sandt, at der mangler lejeboliger i området. Det passer også, at der godt må komme flere hænder til foreningsarbejde, og at vi gerne ser en god opbakning til vores skole. Men at 120 lejeboliger med grønt, rødt eller blåt tag skal være svaret er lidt mindre oplagt end virksomheden vil få os til at tro. Ligesom de mennesker, der bliver nabo i et lignende projekt ved Opel-grunden på Fynsvej, er vi nogle på halvøen, der mener at den ønskede udvikling her på halvøen sagtens kan ske uden at vi bliver ’rendt over ende’ af 120 lejeboliger – eller at der i hvert fald ikke er brug for så stor en mængde. Desuden er der lige nu kun én byggegrund til salg på Markvænget, så det ville være opportunt at konvertere noget af arealet til parcelhusgrunde, som i sagens natur har en længere udviklingstid.

Lad os starte med skolen. Jo, der har været tilbagegang i elevtal. Det skyldes måske mest, at de seneste afgangsklasser har været ret store, mens nogle indskolingsklasser lige i disse år er af beskeden størrelse. Der er umiddelbart ikke noget, der tyder på at det er et udsving, som skulle være helt unormalt eller specielt alarmerende. Kolding Kommune har en meget klar vision af Halvøen, og dermed skolen, som et potentielt udviklingsområde. Og det betyder igen, at Sdr. Bjert skole ikke på nogen måde er truet.

Og den ønskede udvikling er allerede i fuld sving. Der bliver udstykket og bygget på livet løs. Ved Markvænget ved siden af Westerbygaard bliver der næste år opført 15 lejeboliger i to forskellige typer. Og der findes endnu en stor grund ned mod Gl. Bjært. De 27 nyopførte seniorboliger ved Agtrupgaard, som er indflytningsklare i foråret, vil i langt de fleste tilfælde også gøre plads til børnefamilier i de huse, seniorerne fraflytter. Umiddelbart – altså uden at vi skal forholde os til 120 lejeboliger ved Eegsvej, synes tilbud og efterspørgsel at finde sted i et leje, alle kan følge med til.

Sdr. Bjert og Agtrup har før været under lignende kraftig udvikling. Før 60-erne og 70-erne syntes området at være gået i stå. Det var på den tid, der så blev udstykket parcel efter parcel, og bygget ved bl.a. Mariavej, Trekanten, Skrænten, Hasselvænget, Engdraget osv. På den måde voksede Bjert og Agtrup over et par årtier til en blomstrende landsby med en velfungerende og nyopført skole og ditto hal. Stille og rolig gik det til – og de ændringer, denne udvikling medførte, var en tilbygning til skolen, en ny børnehave (Menighedsbørnehaven) og opførelsen af Bjert Hallen. (For mere om udviklingen i denne periode læs artiklen i sidste avis om Hallens 50 års jubilæum.)

Succesen bag udviklingen den gang, og bag de byggeprojekter ved de gamle gårde, der her er beskrevet og som allerede ER i gang, er at den netop sker i takt med den øvrige udvikling i vores område; med en konsolidering af skole- og børnehave tilbud; med en garanti for ”kunder i butikkerne”, og med respekt for hvad vi som landsbyområde gerne vil være, og hvordan vi vil leve sammen.

Birchs planer er utvivlsomt gode på deres måde – men de har deres oprindelse i en anden dagsorden. Vi får fortalt, at med færre end de 120 lejeboliger kan projektet ikke løbe rundt. Men da byggeprojekterne ved Agtrupgaard og Westerbygaard viser, at det sagtens kan være tilfældet, må årsagen være en anden. Mon ikke den ligger deri, at Birch er en stor (Silkeborg-baseret) virksomhed med over 300 ansatte, som for at holde det store maskineri i gang skal tjene penge i stor målestok, hvor der viser sig en mulighed for det?

Skal vi, kort sagt, lægge landsby til Birch Ejendommes forretningsmodel? Eller skal vi følge vores egne planer, der gang på gang og senest i Landsbyfællesskabsplanen lægger vægt på udvidelse af byområdet ”i mindre klumper”, et varieret udbud af ejer- og boligformer, boliger tilpasset naturgivne forudsætninger, udbygning i mindre etaper.

Til januar eller nok snarere februar kommer den ny lokalplan 0911-14 Ved Eegsvej-Stenderupvej i høring i fire uger. Vi er klar til at melde ud, hvad vi mener er bedst for vores landsby Agtrup/Sdr. Bjert og for Halvøen.

Margreet Smit, medlem af Halvørådet og Lisbet Friche, formand for Bjert Beboerforening

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *